Daniel Høegh satser på gennembrud i Basel
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Daniel Høegh satser på gennembrud i Basel

Daniel Høegh vil ikke bare være statist i FC Basel.

Der venter en stor udfordring for den fynske forsvarsspiller Daniel Høegh, når han efter denne sæson drager til Schweiz for at tage det næste skridt i sin karriere hos FC Basel. 

Høegh har underskrevet en fire-årig kontrakt med den schweiziske mesterklub efter et kort forløb, der er gået hurtigt. 

- Jeg har kendt til interessen fra klubbens side i nogle uger, men der er kun gået en uge fra, de besluttede sig for, at det var mig, de ville have, til jeg skrev under, siger Daniel Høegh til Fyens Stiftstidende.

Selvom Høegh gennem flere sæsoner har spillet fast i Superligaen, er det alligevel en stor mundfuld for ham at tage til Basel. Alligevel tager han til Schweiz for at slå igennem.

- Jeg vil have så meget som muligt ud af opholdet. Jeg skal ikke bare være statist, men selvfølgelig skal jeg lige igennem en tilvænningsperiode, og så er jeg ellers klar til at bidrage til holdet og klubben, siger Daniel Høegh. 

Det anslås, at OB har fået omkring seks millioner kroner for Daniel Høegh.