Danny Olsen lover: Bliver i AGF
Illustration
Superliga

Danny Olsen lover: Bliver i AGF

Danny Olsen har parkeret ønsket om at forlade AGF. Han bliver på Fredensvang.

På samme dag, som AGF rykkede ud af Superligaen, var Danny Olsen fremme og sige, at han havde fortrudt sit skifte fra FC Midtjylland en smule. Dels på grund af udsigten til en sæson i den næstbedste række og dels på grund af, at han definitivt ikke ville komme i spil til landsholdet, så længe han spillede i NordicBet Ligaen.

Af samme årsag har det trukket op til et Danny Olsen-skifte det meste af sommeren, men her på sidstedagen kan alle spekulationer forstumme, og en hel hær af AGF-fans kan ånde lettet op. Profilen bliver på Fredensvang.

- De ting, der har været oppe og flyve i løbet af vinduet, har ikke været interessante nok, så derfor kommer der ikke til at ske noget i aften. Jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at jeg bliver i AGF, siger Danny Olsen til tipsbladet.dk.

Og udsigten til en sæson i AGF er ikke så dyster for den tidligere FCM-spiller, som den var for bare et par måneder siden.

- Det har jeg det fint med. Jeg har faktisk været indstillet på det i hele transfervinduet, og jeg er også glad for at være her. Vi har fået en god start på sæsonen, og udsigterne er meget lyse, fastslår offensivspilleren.

Dermed kan Danny Olsen læne sig tilbage i sofaen og nyde en mandag uden stress. Og der er især én ting, han glæder sig til i de kommende måneder.

- Jeg glæder mig til, at I journalister ikke ringer hele tiden og spørger, hvor jeg skal spille henne, siger Danny Olsen med et grin.