Dansk interesse for Traoré er kølnet
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Dansk interesse for Traoré er kølnet

Kalilou Traoré kommer næppe til Superligaen i denne omgang. Både OB og Brøndby har trukket følehornene til sig. Det erfarer tipsbladet.dk.

Mange spærrede øjnene op, da det tidligere på sommeren kom frem, at den tidligere OB-profil Kalilou Traoré kunne være på vej tilbage til Superligaen. 
 
Traoré skulle efter sigende både have været et emne i Brøndby og OB, men nu forlyder det, at interessen fra de to danske klubber er kølnet. 
 
Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er Kalilou Traoré således ikke længere et varmt navn i hverken Brøndby eller OB.
 
I Brøndby er Troels Bech blevet sportsdirektør, og han udtalte kort efter sin ansættelse til tipsbladet.dk, at han ikke har fået overleveret nogle opgaver, der involverer navnet Kalilou Traoré. 
 
I OB går man også andre veje. Onsdag blev det officielt, at den fynske klub har hentet hollænderen Mohamed El Makriri på en to-årig kontrakt, og man er dermed efterhånden godt dækket ind på den centrale midtbane. 
 
Kalilou Traoré har ikke været tilknyttet nogen klub siden sidste sommer, hvor han forlod franske Sochaux. Han er dermed et stykke fra noget, der minder om kampform. Desuden har Traoré tidligere døjet med skader, så hans fysiske forfatning er et stort spørgsmålstegn. 
 
Det kan også have været med til at skræmme bejlere væk, og lige nu er der intet, der tyder på, at Kalilou Traoré kommer til Brøndby eller OB.