Superliga

Dansk landsholdsspiller træner med AGF

Den klubløse landsholdsspiller Lars Jacobsen holder formen ved lige i "Smilets by" i disse dage.

Den danske landsholdsspiller Lars Jacobsen har prædikatet "arbejdsløs fodboldspiller" i disse dage. Højre backen står uden klub, efter engelske West Ham lod ham gå ved kontraktudløb, og han er derfor på jagt efter en ny en af slagsen.

For at holde sig klar til når en ny klub kommer på banen, skal fynboen holde sig i form. Det gør han i disse dage på Fredensvang i Aarhus, hvor han træner med AGF's Superliga-mandskab.

- Jacobsen er på udkig efter en ny klub, efter hans kontrakt med West Ham United udløb efter den forgangne sæson, og han har fået lov at træne med AGF, så han kan holde sig i form, skriver den jyske klubs egen hjemmeside.

Læs også: Jacobsen: DK ikke førsteprioritet

Tilhængere af AGF - og Jacobsen - skal imidlertid næppe gøre sig de store forhåbninger om at se landsholdsspilleren i kamp i den hvide trøje.  Forsvarsspilleren har tidligere udtalt, at han leder efter en klub udenfor Danmark.