Video : Tipsbladet
Superliga

Dario Dumic regner med klubskifte til sommer

Dario Dumic regner med, at han forlader NEC Nijmegen til sommer. Større ting venter den bosniske landsholdsspiller.

Da Dario Dumic forlod Brøndby IF til fordel for NEC Nijmegen for lidt over et år siden, var det bestemt ikke som en profil på den københavnske Vestegn, men en profil blev forsvarsspilleren lynhurtigt i den hollandske klub. Derfor var NEC Nijmegen heller ikke sene til at bytte lejeaftalen med Dumic ud med en permanent aftale frem til sommeren 2019.

Det vil sige, at den 25-årige midtstopper har godt to år tilbage af sin kontrakt med Hollands nummer 14, men hans tid i klubben lakker formentlig mod enden.

I sidste måned fik Dario Dumic debut for det bosniske A-landshold, og han har tidligere været i søgelyset hos andre klubber - heriblandt Heerenveen - så til sommer er tiden formentlig inde til et klubskifte.

- Jeg skal af sted snart, det er der ikke nogen tvivl om. Jeg er klar til at tage næste skridt i min karriere, og det kunne meget vel blive til sommer. Det regner jeg måske lidt med, at det bliver. Men man skal heller ikke karriereplanlægge for meget i fodbold, siger Dario Dumic til tipsbladet.dk.

Han gør sig ikke så mange tanker om, hvorvidt han satser på en større klub i Holland eller noget helt andet.

- Jeg har ikke så mange præferencer i forhold til et klubskifte. Der findes en masse gode ligaer rundt om i verden, så det er svært at svare på, om der er noget, jeg foretrækker mere end andet. Først og fremmest vil jeg fokusere fuldt ud på at slutte godt af her i NEC Nijmegen, lyder det fra den tidligere Brøndby-spiller.

Dario Dumic har i denne sæson spillet 28 ligakampe og scoret fire mål for NEC Nijmegen.