David Jensen om keeperkamp: Jeg kan overhale Jakob Busk
Foto: Mads Nissen/Polfoto
Superliga

David Jensen om keeperkamp: Jeg kan overhale Jakob Busk

David Jensen tror fuldt og fast på, at han kan fravriste FC København Jakob Busk pladsen som førstekeeper på det danske U/21-landshold.

Tre kampe har FC Nordsjællands David Jensen spillet for det danske U/21-landshold, og de seneste måneder har han været i en hård duel med FC Københavns Jakob Busk om pladsen som ungdomslandsholdets faste keeper. FCK'eren har dog siddet tungt på tronen med Jensen som den pressende reserve.

Til sommer skal de unge danske drenge til U/21-EM i Tjekkiet, og selvom David Jensen i øjeblikket godt ved, at han er andenviolin, tror han på, at han i løbet af foråret kan levere de præstationer, der skal sikre ham pladsen i buret, når Danmark den 17. juni møder værtsnationen i turneringens første kamp.

- Selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan blive førstekeeper. Nu starter der et nyt U/21-landshold, så jeg håber på, at Jess Thorup vil se på det med nye og friske øjne. Nu må vi se, hvem der gør det bedst i det her halve år, så der venter en opgave for mig. Med nogle gode præstationer i Superligaen tror jeg, at jeg kan få overhalet Busk, siger David Jensen til tipsbladet.dk.

I den kommende sæson er Jakob Busk udlejet til Sandefjord, mens David Jensen er fast mand i Superligaen, og den unge målmand tror på, at han kan få lidt større opmærksomhed med Busks skifte væk fra Danmark.

- Jess Thorup skal nok få set nogle af Busks kampe, men jeg tror, at det bliver mere fokus på Superligaen. Det er selvfølgelig til min fordel, og det skal jeg udnytte ved at levere gode præstationer. Så jeg tror og håber på, at det kan blive til virkelighed, siger FCN-målmanden videre.

Han beretter endvidere om en god konkurrence på det danske ungdomslandshold mellem de to keepere. David Jensen stod i målet, da Danmark vandt 8-0 over Andorra i marts sidste år, mens Busk har passet målet i syv kampe i EM-kvalifikationspuljen.

- Den har været god og skarp. Vi har præsteret på et rigtig godt niveau, når vi har været sammen på landsholdet. Der har ikke været den der kolde luft, men vi ved godt, hvad det handler om. Det handler om at stå ved EM, og det vil vi begge gerne. Der bliver arbejdet godt igennem i de træninger og kampe, vi har været igennem med landsholdet, siger David Jensen.

Det danske U/21-landshold har tre testkamp, før det går løs til slutrunden i Tjekkiet. Den 26. marts skal holdet møde Portugal på udebane, mens USA venter fem dage senere. Den 11. juni skal mandskabet desuden møde Sverige, der også er med ved slutrunden.