David Nielsen: Lod det være op til Fru Fortuna
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

David Nielsen: Lod det være op til Fru Fortuna

Lyngby-træner David Nielsen glæder sig over sejren over AaB og det faktum, at heldet endelig tilsmilede de kongeblå.

Lyngby mødte op til mandagskampen mod AaB med tre nederlag i træk, men oprykkerne virkede på ingen måder groggy og ramt på selvtilliden. Tværtimod tog de teten fra start og besejrede de nordjyske gæster med 1-0.

Til stor glæde for cheftræner David Nielsen.

- Jeg var ikke så nervøs til sidst. Jeg var mere frustreret over, at vi ikke kunne få lukket kampen, for det har vi en masse omstillingsmuligheder til at gøre. Jeg lod det være lidt op til Fru Fortuna den her gang, og sådan bliver det, når man møder et godt hold. Vi kommer med tre nederlag i træk, hvor vi føler, vi har præsteret godt, og så kan jeg ikke fortænke spillerne i at begynde og tænke lidt forsvar. Det synes jeg, vi gør godt og lukker godt ned for dem, siger David Nielsen til TV3 Sport og fortsætter:

- Vi har rigtig god kontrol og spiller en rigtig god kamp. Vi scorer et fantastisk mål og rammer dem lige, hvor vi ved, at AaB er svage. Derfra begynder vi at tænke, at vi gerne vil vinde fodboldkampen, og det synes jeg, vi gør på en god måde.

Lyngby har haft store problemer med at omsætte chancer til mål i denne sæson, og David Nielsen er fortsat ikke tilfreds med sit mandskabs effektivitet.

- Den er stadig langtfra, hvor den skal være. Det er en mental ting. Vi skal turde at være ligeglade, og det må vi øve os på, fastslår han.

Lyngby får på torsdag besøg af Brøndby IF.