Tabellen snyder, når den viser Randers FC helt i bunden, mener David Nielsen, der forventer en svær kamp for sit Lyngby-mandskab i det indbyrdes opgør på fredag.

I sæsonens første syv kampe sukkede de hos Randers FC efter en sejr, og i lørdags fik de den så på ganske tilfredsstillende vis. De vandt nemlig 1-4 over AGF i Aarhus og fik dermed sat en foreløbig stopper for nedturen.

Den kan der dog hurtigt komme skred i igen, når holdet møder Lyngby Boldklub på fredag. De kongeblå kom selv tilbage på sporet med en 3-1-sejr over FC Helsingør i sidste runde, men cheftræner David Nielsen mener, at tabellen snyder en smule. 

Randers er nemlig slet ikke så dårlige, at de burde ligge på sidstepladsen.

- Det har været et spørgsmål om tid før Randers fandt formen og fik point på kontoen. Man skal ikke tage fejl – Randers er et super godt fodboldhold. Og jeg synes bestemt ikke, at de har et dårligere hold nu, hvis man sammenligner med sidste sæson, siger træneren til Lyngbys hjemmeside.

- Vi havde det svært mod dem sidste år. Det er jo et godt hold og det bliver også svært på fredag, men jeg tror bestemt på, at vi kan få noget med hjem.

Det er ikke bare i sidste sæson, at Lyngby havde det svært mod Randers FC. Faktisk har Lyngby aldrig slået fredagens værter, siden de mødtes for første gang i Superligaen for ti år siden. Det har kastet seks Randers-sejre og fire uafgjorte af sig.

I sidste sæson vandt kronjyderne begge opgør med 2-0.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO