Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen: Mere solide end længe

Lyngby-træneren var tilfreds med hans mandskabs præstation mod Sønderjyske.

David Nielsen og Lyngby BK tog tidligere i dag mod Sønderjyske, og Lyngbytræneren var tilfreds med den indsats, som han så fra sit hold.

- Jeg er tilfreds med den kamp, som vi spiller. Vi er meget mere solide og meget mere i kontrol, end vi har været i det sidste stykke tid. Og så er vi stadigvæk et hold, som er ved at få energi igen, men vi bliver stadigvæk ramt af uheld og skader. Boysen ligger dened, og aner ikke, hvad dag det er, så der går nok et stykke tid, før han kommer ud og får stadionlys i hovedet igen, sagde David Nielsen til TV3 Sport 1 efter kampen og uddybede om Lyngby-spillernes indsats efter de kom bagud:

- Fantastisk respons fra vores hold, efter vi kommer bagud på en dødbold, som vi ved Sønderjyske er dygtige til, og så scorer Gustav Marcussen et fantastisk og utrolig vigtigt mål, fordi jeg kunne godt mærke, at det var mere end bare en fodboldkamp, som stod og vippede til sidst, fordi vi har tabt tre i streg, og vi har følt, at verden er lidt i mod os. Så det er flot respons, at vi kommer tilbage og tager et point.

Lyngby har lukket 13 mål ind i de seneste tre kampe, og selvom der kun gik et mål ind i dag, så mener David Nielsen ikke, at de seneste kampe kan sammenlignes med dagens kamp.

- Det har nu ikke været planen, at vi skulle være gode defensivt mod Brøndby og mod FC Nordsjælland, hvor vi skulle tage risiko for at ramme dem. Så det er ikke det, det handler om. Vi kan godt spille forsvarsspil i Lyngby, og det er der ingen, der er i tvivl om. For os var det fint, jeg synes, at vi ser bedre ud, og jeg tror vi kommer nu, når vi får alle mand tilbage.

David Boysen blev skadet i dagens kamp, i en periode af kampen, hvor han var godt spillende. Og selvom det så ud til at være et slag for Lyngby-holdet, så tog David Nielsen det i stiv arm.

- Når spillerne bliver skadet, så tænker jeg altid videre: hvad kan vi gøre nu, og hvordan får vi nu holdet til at se ud. Det er klart, at vi ikke har lyst til at tage David ud på det tidspunkt i kampen, hvor modstanderne begynder at blive trætte, og han er i forrygende form. Det er selvfølgelig et slag, men fantastisk at vi kan tage en af vores egen-producerede spillere ind, som går ind og leverer en fantastisk øjeblik for os og for ham.

Mikkel Andersen har været kritiseret på det seneste, men i slutminutterne af dagens kamp hev han en pointgivende redning frem, som David Nielsen beskriver således:

- Den taler for sig selv, den var fremragende, slutter han.

Lyngby får med det ene point sat en stopper for deres stime på tre nederlag i træk.