Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen om Silkeborg: Et helt andet hold end sidst

Når Silkeborg på lørdag gæster Lyngby Stadion, bliver det et helt andet hold end det, Lyngby tidligere på sæsonen slog 4-0.

Når Lyngby i efterårets sidste kamp møder Silkeborg på hjemmebane, bliver det et modstanderhold, der skal forsøge at revanchere et 4-0-nederlag til Lyngby tidligere på sæsonen. Cheftræner i Lyngby, David Nielsen, mener ikke, at hjemmeholdet kan bruge sejren tidligere på året til noget.

Der er sket ændringer i holdet fra Silkeborg, som gør dem til en anderledes modstander end tidligere på sæsonen, mener cheftræneren.

- De er et helt andet hold, end sidst vi mødte dem. De er blevet spillet sammen, og har fået opbygget nogle relationer på holdet, som de ikke havde sidst. De har fået tro på tingene, og de er begyndt at vise deres store offensive kvaliteter. Så det bliver en rigtig svær kamp, siger David Nielsen til Lyngbys hjemmeside.

- Vi har enormt meget respekt for dem. Det er et godt fodboldhold, der har formået at komme ud af en svær situation. Det kræver noget særligt.

David Nielsen har set, hvor det er, at Silkeborg er blevet bedre, og han har samtidig opskriften klar på, hvordan Lyngby skal vinde kampen.

- De er blevet dygtige til at angribe, og de har nogle dygtige spillere på de pladser. Det skal vi kunne sætte en stopper for. Derudover skal vi være stærke på bolden og lykkes med vores hurtige pasningsspil. Det bliver afgørende.

Kampen spilles lørdag i Lyngby med kampstart klokken 16.00.