Delaney: Det tungeste pres jeg har oplevet
Illustration
Superliga

Delaney: Det tungeste pres jeg har oplevet

FC Københavns anfører Thomas Delaney glæder sig over, at FC Københavns rekord mod Brøndby, der nu ikke har vundet i Parken i over 10 år.

FC Københavns satte med søndagens sejr over Brøndby en milepæl for opgørene mod ærkerivalen. Med 1-0-sejren blev det nemlig mere end 10 år siden, at Brøndby senest har vundet en Superliga-kamp i Parken, hvor FC København nu 15 kampe i træk har holdt Brøndby fra en sejr.

FC København-anfører Thomas Delaney er lettet oven på sejren, for presset omkring netop 10-års-rekorden har været stor 

- Fra fansene side har presset været stort. Det har været noget af det tungeste, jeg har oplevet. Det betyder så meget for dem. Jeg så et banner, hvor der vist stod, at det nu var 3654 dage siden Brøndby har vundet her. Det betyder fantastisk meget for fansene, og det gjorde det ikke mindre vigtigt, at vi vandt. Det er stort, siger Thomas Delaney.

- Det virker som om, at den her kamp har været hevet op et højere niveau fra fansene og pressens side. Det er fantastisk at vinde – jeg elsker de her kampe.

FCK-anføreren kalder sejren fortjent og lægger ikke skjul på, at hjemmeholdets taktik i forhold til at bremse Brøndbys offensiv blandt andet handlede om at bremse Thomas Kahlenbergs muligheder for at skabe spillet.

- Thomas Kahlenberg er en dygtig spiller, og kan man holde ham i skak, bevirker det blandt andet, at der ikke kommer det samme antal bolde ud til deres kanter, som der plejer. Selvfølgelig var det noget, vi havde haft fokus på under kampen, siger Thomas Delaney. 

FC København kravlede med sejren op på femtepladsen og fik reduceret afstanden op til FC Midtjylland på førstepladsen fra 10 til nu syv point.