Delaney sikrede godt udgangspunkt i Rumænien
Foto: Aleksandar Djorovic/Polfoto
Superliga

Delaney sikrede godt udgangspunkt i Rumænien

Thomas Delaney sikrede et godt resultat til FC København, som fik 1-1 ude mod Astra.

FC København spillede her til aften sæsonens indtil videre vigtigste kamp, da de danske mestre var et smut til det sydlige Rumænien for at forsøge at kvalificere sig til Champions League. Det startede imidlertid ikke godt for københavnerne. 

For efter blot syv minutter kom hjemmeholdet foran, da Augustinsson clearede bolden ind i en rumænsk ryg, og så havnede bolden hos Boudjemaa, der lagde bolden fladt indover til Teixeira, som sikkert sparkede bolden ind bag Robin Olsen. 

26 minutter inde i kampen fik Delaney en stor mulighed, da han flot satte en modspiller af inde i feltet, men FCK-anførerens forsøg røg en anelse over mål. 

Det var en kamp, hvor det var tydeligt at se, at Kvist fik ret. FCK'eren sagde inden kampen, at rumænerne ville forsøge at provokere københavnerne. 

Efter 64 minutters spil kom udligningen, da Rasmus Falk lagde en smuk aflevering til Thomas Delaney, som var sikkerheden selv med sin afslutning. Anføreren har scoret i sine første to Superliga-kampe, og så gør han det minsandten igen i Rumænien. FCK var godt kørende i denne her fase, og det var bestemt ikke utænkeligt, de gik op og vandt opgøret. 

Det endte dog uden scoringer til sidst, men FCK viste, at de nok er et bedre hold end rumænerne. Kampen sluttede 1-1, og FCK tager dermed et godt resultat med hjem til returopgøret i næste uge.