Derby-rapport: Dumpekarakter til Brøndby-fans
Illustration
Superliga

Derby-rapport: Dumpekarakter til Brøndby-fans

Både Brøndbys og FC Københavns fans får dårlige karakterer af dommer Kenn Hansen for opførslen under forrige weekends derby i Telia Parken.

Oven på forrige weekends københavnerderby mellem FC København  og Brøndby IF har der været stor fokus på Brøndby-fansenes opførsel før, under og efter kampen. 

Et par dage før kampen var der sammenstød mellem fans og politiet ved fansenes klubhus i Brøndby og på selve kampdagen skabte fansene ravage og stod for massiv hærværk på deres march gennem byen.

Også under selve kampen var der ballade med massiv afbrænding af pyroteknik og undervejs blev der kastet masser af genstande på banen - blandt andet kanonslag. 

Nu har DBU offentliggjort dommer Kenn Hansens fairplay-rapport fra kampen, og dommeren har noteret sig urolighederne på tribunen og tildelt Brøndby-fansene den lavest mulige karakter 1.

- Fra endetribune med BIF-fans: Talrige genstande kastet ned på banen i 2 halvleg. Ca. 40 romerlys tændt samtidigt, da FCK scorede til 1 - 0. Herudover 3 romerlys kastet ned på banen. Kanonslag affyret i 0., 50. og 63. minut. Åben ild antændt i stolerække ca. 5 minutter efter slutfløjtet, skriver Kenn Hansen i sin rapport.

Heller ikke hjemmeholdets fans går fri for en både dårlig karakter og negativ bemærkning fra dommeren. FC København-fansene får karakteren 2, hvor 5 er det højeste.  

- I det 87. minut blev der ved en hjørnesparkssituation kastet et halvfyldt ølglas ned i målfeltet fra endetribunen, hvor FCK-fans opholdt sig, noterer Kenn Hansen 

Ud over risen til fansenes opførsel bemærker dommeren, at spillerne opførte sig sportsligt korrekt og ikke gjorde ting, der unødigt kunne provokere fansene på tribunerne.

Tidligere på sæsonen var Brøndby placeret på fairplay-konkurrencens førsteplads, men efter at DBU har opdateret stillingen til og med spillerunde 8, er Brøndby blevet overhalet af Randers FC, der nu topper listen. 

FC København er ligger placeret på konkurrencens 12. og sidsteplads.