Det lærte vi af Superligaen: Det var dommerens skyld
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: Det var dommerens skyld

12. spillerunde i Superligaen er tæt på at være overstået, og vi kigger tilbage på weekendens kampe, hvor der var flere interessante ting, vi lærte.

Mens FC København fortsætter slingrekursen, peger pilen fortsat op for FC Nordsjælland, Brøndby IF og FC Midtjylland, og det betyder, at de forsvarende mestre efterhånden halter en del bagefter i tabellen.

FC Helsingør tabte ude til AaB, og det ser mere og mere ud til, at klubben er på vej mod den sidsteplads, alle spåede dem til på forhånd. Den sidsteplads indtages dog fortsat af Randers FC, der i første omgang ikke kunne udrette mirakler med Ricardo Moniz som cheftræner.

Lad os se nærmere på, hvad vi lærte af 12. spillerunde i Superligaen.

Opdateret mandag klokken 10.00

Det meste var dommerens skyld

Randers FC fik to forkerte røde kort mod FC Nordsjælland, og særligt det første til Bashkim Kadrii var en skændsel.

Hobro skulle aldrig have haft Rasmus Minor Petersen udvist. Det var en almindelig kamp om bolden.

FC Helsingør blev snydt for et klart straffe mod AaB.

Sammy Skytte skulle aldrig have været udvist mod Brøndby.

Anders K. Jacobsen kunne have lukket kampen mod FC København, men blev fejlagtigt vinket offside.

Dino Mikanovics andet gule kort skulle aldrig have fundet sted, og AGF blev informeret om det for sent. Derfor har klubben indgivet protest. 

Ja, den var helt gal med dommerpræstationerne i den forgangne Superliga-runde. Det forstod man i hvert fald på en lang række spillere og trænere efter kampene. Her på tipsbladet.dk vil vi ikke gøre os til dommere over, hvilke kendelser der var rigtige og forkerte i 12. spillerunde, men man kan i hvert fald konstatere, at tiden, hvor aktørerne giver dommeren skylden for et nederlag, ikke er slut endnu.

Der er bund i Hobro IK

Der er rygrad på Hobro-mandskabet, og nordjyderne ligner et mandskab, der aldrig kommer i nærheden af den nedrykningsstreg, de på forhånd var spået til at flirte med i denne sæson.

Oprykkerne spillede det meste af kampen mod AC Horsens med ti mand, men fik alligevel 2-2 med hjem, og det må siges at være imponerende. Hobro var tilmed bagud to gange, så opgøret var 90 minutters opvisning i god moral.

Der er ingen tvivl om, at det er Pål Alexander Kirkevold, der fortjener de fleste skulderklap, men Superliga-topscorerens holdkammerater er altså bestemt ikke at kimse ad.

'FCK-comeback' var falsk daggry

Efter en rigtig skidt indledning på sæsonen begyndte FC København endelig at ligne et mandskab, der havde fået styr på tingene. 'Nu begynder FCK stille og roligt at cruise mod mesterskabet' var vi nok mange, der tænkte.

Sådan er det dog ikke gået. FC Københavns comeback var i første omgang falsk daggry, og efter søndagens nederlag på udebane til OB har løverne nu tabt to kampe i træk og dermed for alvor tabt terræn til topholdene i tabellen.

FC København er otte point efter FC Nordsjælland, og det er ikke noget, man bare lige henter. Heller ikke, selv om man hedder FC København. Og for Ståle Solbakken må FC Midtjyllands forrygende form bekymre ham lige så meget som afstanden til FC Nordsjælland. 

Der er nok at tænke over hos de sejrsvante københavnere.

Thomas Nørgaard har sat et fremragende aftryk

Det var David Nielsen og AGF, der løb med al opmærksomheden mandag aften i Aarhus, men det var Thomas Nørgaard og Lyngby BK, der vandt 2-0.

Det var Thomas Nørgaards anden sejr i to kampe i spidsen for Lyngby BK, og det er vel at mærke FC København med ligaens største budget og AGF med ligaens fjerdestørste budget, de kongeblå har besejret komfortabelt. Det fortjener Thomas Nørgaard al mulig applaus for, og på den front har Lyngby-træneren måske ikke fået helt som fortjent efter sine to første kampe, fordi fokus har været på det tabende hold.

Lyngby har indkasseret et hav af mål i denne sæson, men under Thomas Nørgaard har defensiven været stabil, som man husker den fra sidste sæson. Det er intet mindre end fremragende arbejde.