Dickoh: Vi havde det hele under kontrol
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Dickoh: Vi havde det hele under kontrol

Francis Dickoh er overrasket over, at FC Midtjylland kunne tabte til Brøndby i en kamp, hvor værterne fra heden dominerede.

FC Midtjylland løb mandag ind i sæsonens første nederlag på eget græs, da Brøndby IF tog 2-3 sejren i Herning. Et resultatet der skabte stor skuffelse i FCM-lejren efterfølgende, hvor både spillere og trænere følte, at man havde gæsterne fra vestegnen under kontrol i store dele af opgøret. 

Store fejl blev dog dyre for værterne, og en af dem opstod efter syv minutters spil, da Francis Dickoh med en dårlig tilbagelægning satte gæsterne i gang. En fejl som spilleren selv beklager, mens han er skuffet over, at det ikke lykkedes at hente sæsonens 16. hjemmesejr i træk: 

- Det handlede ikke om motivationen. Det var personlige fejl, der kostede for os i dag. Omkring min egen fejl, var det en bold, der ti ud af ti gange går tilbage til målmanden. Jeg rammer den skidt, og så ligger den i målet. Det er en fejl, der ikke må ske, men det skete. Af samme grund var det en forløsning for mig, at vi scorede lige efter. Det var dejligt, at Martin Pusic udlignede for mig, siger Francis Dickoh til TV3+ og fortsætter:  
 
- Jeg er skuffet. Vi havde stor ære af kampen, og især i første halvleg havde vi Brøndby under pres. Det var lidt surrealistisk at gå til pause bagud, mens det var ærgerligt, at vi ikke kunne give fansene en sejr, udtaler FCM-spilleren.  
 
Brøndby IF er med sejren næsten sikre på bronze. Klubben er med to kampe tilbage seks points foran Randers FC på fjerdepladsen.