Det har i flere dage virket sikkert, at Eric Djemba-Djemba ville skifte OB ud med West Bromvich Albion, men det sker formentlig ikke alligevel, for parterne kunne ikke blive enige om aftalen, og Djemba-Djemba er nu på vej tilbage til Ådalen.
Midtbanespilleren var i første omgang rejst til Cameroun for at ordne et familieanliggende, inden han rejste til England for at se på forholdene i WBA som følge af en aftale med OB om at give ham lov til at tage afsted, hvis der skulle dukke noget interessant op i udlandet.
- Eric Djemba-Djemba er en stor stjerne i Superligaen, og der vil altid være interesse for en spiller på hans niveau. Men en handel skal være attraktiv for alle parter. OB har altid ført en aktiv transferpolitik, og det vil vi fortsat gøre for at styrke os fremadrettet, siger direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside.
Ifølges historien på fynboernes hjemmeside er Eric Djemba-Djemba nu i spil til at indgå i truppen til Europa League-kampen mod Zrinjski, hvis træner Lars Olsen ønsker det.
West Bromvich skriver på sin hjemmeside, at de droppede aftalen, efter yderligere diskussioner med OB, og efter Djemba-Djemba havde været til lægetjek.