Djiby Fall: Måske tilbage til OB

Den senegalesiske måltyv Djiby Fall udelukker på ingen måde, at han en dag vender tilbage til OB.

Djiby Falls lejeophold i OB blev ikke det succesoptog, de fleste havde regnet med. Senegaleseren kom til Odense som den fortabte søn, men alligevel så han mere til bænken end til banen.

Læs også: Djiby Fall bliver gerne i Danmark

Fall, der blev lejet i russiske Lokomotiv Moskva på den sidste dag i sommerens transfervindue, kom således til en klub med stor konkurrence om de forreste pladser, og han blev aldrig cheftræner Henrik Clausens favorit. På trods af et glimrende scoringssnit - især i europæisk sammenhæng - startede Fall blot inde i seks af efterårets kampe. Og det var ikke nok, mener angriberen selv.

- Selvfølgelig var jeg skuffet over det. Jeg prøvede at gøre mit bedste, men alligevel var jeg meget på bænken, siger Djiby Fall til tipsbladet.dk.

Målræven fik alt i alt spilletid i 17 af efterårets kampe med seks scoringer til følge. De fire af dem faldt på bare 209 minutter i Europa League, hvor han var med til både at ryste hollandske FC Twente og sende engelske Fulham ud i kulden. Med disse præstationer in mente havde Djiby Fall regnet med mere spilletid, men den kom aldrig. Det er det eneste, der i dag ærgrer senegaleseren, som fortsat har særdeles høje tanker om OB.

- Mangelen på spilletid er det eneste negative ved mit lejeophold i OB. Klubben har en stor plads i mit hjerte, og jeg har meget høje tanker både om klubben og folkene i og omkring klubben, fortæller Fall, der nu står foran et nyt klubskifte.

Angriberen har blot halvanden måned tilbage af sin kontrakt med Lokomotiv Moskva, men alligevel forventes han solgt i løbet af de kommende dage. Intet tyder på en ny kontrakt med OB i denne omgang, men det betyder på ingen måde, at Djiby Fall aldrig vender tilbage til en af de klubber, han vægter allerhøjest.

- Man ved aldrig, om jeg vender tilbage til OB, slutter senegaleseren med et skævt grin.

Djiby Fall spillede for første gang i OB i 2008 og 2009. I alt står den høje angriber noteret for 51 kamp og 25 mål i den stribede trøje.

Seneste nyt på tipsbladet.dk