Dobbelt FCN-målscorer vil på U/21-landsholdet
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Dobbelt FCN-målscorer vil på U/21-landsholdet

I mandags scorede Marcus Ingvartsen to mål mod Hobro, og nu sigter den unge angriber efter en fast startplads og U/21-landsholdet.

Da FC Nordsjælland i mandags vandt med 4-2 over Hobro, kunne tigerne i høj grad takke 19-årige Marcus Ingvartsen for sejren. Angriberen stod bag holdets to første fuldtræffere, og nu sætter han nye mål.

I fremtiden håber han på at blive fast mand for sit klubhold, ligesom han gerne vil på U/21-landsholdet.

- Næste sæson tegner rigtig spændende for FC Nordsjælland, og jeg håber naturligvis også, at jeg kan være inde i billedet til fremtidens U/21 landshold. Jeg vil arbejde hårdt på at komme tættere på en fast plads i FC Nordsjællands start 11’er, men lige nu gælder det bare om at få sæsonens sluttet godt af, siger Marcus Ingvartsen til fcn.dk.

Han har allerede spillet 16 kampe og scoret 6 mål for andre u-landshold. Næste udfordring bliver imidlertid Superliga-kampen mod FC Midtjylland på søndag.