Anders Due har trænet med i AaB i hele opstarten til sæsonen, selv om han fra 1. juli reelt har været arbejdsløs. Dues kontrakt er nemlig udløbet, og selv om Due selv for otte dage siden proklamerede, at det var en formalitet at blive enige om de sidste detaljer i en ny kontrakt, så har parterne stadig ikke fundet hinanden.
Det betyder imidlertid ikke, at Anders Due er igang med at lede efter en ny klub.
- Vi er stadig ved at få de sidste detaljer på plads, men vi går ud fra, at vi har en aftale med AaB. Jeg kan ikke sige, hvad det er for nogle detaljer, men de er ikke helt uvæsentlige. Det her er trukket længere ud, end vi havde regnet med, men der har været noget ferie og sådan noget, der lige skulle afvikles, siger Dues agent John Sivebæk til tipsbladet.dk.
Om 10 dage spiller AaB sin første kamp i den nye sæson, når de gæster Brøndby Stadion. Anders Due er med i nordjydernes trup, hvis træner Kent Nielsen finder ham god nok. For aftalen skal nok komme i stand inden næste søndag.
- Hvis ikke det bliver i dag, så bliver det én af de nærmeste dage. Og det her skal selvfølgelig være iorden, inden sæsonen starter, siger Sivebæk.
AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen sagde i mandags, at han fortsat håbede, at AaB og Anders Due ville finde hinanden.