Duncan tæt på at blive alle tiders topscorer: Fed rekord at have
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Duncan tæt på at blive alle tiders topscorer: Fed rekord at have

Om blot otte mål tangerer Morten 'Duncan' Rasmussen rekorden for flest Superliga-mål, og selvom han ikke tænker på det i hverdagen, vil det gøre ham stolt at tage rekorden.

Søren Frederiksen, Peter Møller, Heine Fernandez og Steffen Højer.

Listen over de mest scorende spillere i Superligaens historie er fyldt med store angribernavne, og midt i opremsningen står Morten 'Duncan' Rasmussen. 

AGF-anføreren er lige nu nummer tre på listen over spillere med flest mål i Superligaen, og med 131 fuldtræffere har han blot fire op til Møller og otte op til Frederiksen. Det er dermed realistisk, at han tangerer rekorden i foråret.

- Det er ikke noget, man går og tænker på i hverdagen, eller når man spiller kampe. Men når man er blevet gjort bevidst om det, så er det selvfølgelig noget, man godt kunne tænke sig. Det er en fed rekord at have, siger 'Duncan' til tipsbladet.dk og uddyber:

- Det er noget, man kan se tilbage på med stolthed, men det er mest efter karrieren. Det ville helt sikkert vært sjovt at have den, men nu har vi en kamp mod AaB på søndag, og det er ikke sådan, at jeg tænker på, at jeg skal score otte mål der. 

I foråret 2016 scorede 'Duncan' 10 mål for AGF, så otte af slagsen i det forestående forår virker til at være inden for det mulige. Den 32-årige angriber slår dog fast, at det ikke er antallet, han bekymrer sig om.

- Jeg fokuserer ikke på, om jeg scorer otte mål, for det kan jeg ikke bruge til noget. Det er slet ikke et fokusområde, siger 'Duncan', der til gengæld kan glæde sig over at være fri for de skader, der plagede ham i efteråret, hvor det blev til seks kasser.

- Formen er der, synes jeg. Jeg fik efteråret ødelagt af den skade, jeg fik i vores sidste træningskamp inden sæsonstart, og det har jeg været forskånet for nu, siger han.

Hvad der så skete i vinterens sidste træningskamp? 'Duncan' scorede.