EfB-assistent: Ruch Chorzow på niveau med Kairat
Illustration
Superliga

EfB-assistent: Ruch Chorzow på niveau med Kairat

Esbjerg møder torsdag Ruch Chorzow i Europa League-kvalifikationen. Assistenttræner, Lars Lungi Sørensen vurderer polakkerne til at være på niveau med Kairat Almaty, som vestjyderne slog ud i anden kvalrunde.

Esbjerg har sat jagten ind på endnu en sæson med Europa League-gruppespil, og mod kazakhiske Kairat Almaty fik de en planmæssig start. Uden at imponere vandt sidste sæsons Superliga 5'er 2-1 sammenlagt, og nu venter Ruch Chorzow i tredje kvalrunde. 

Selvom Esbjerg er et skridt længere fremme i kvalifkationen, forventer assistenttræner, Lars Lungi Sørensen ikke en sværere test end mod Kairat Almaty.

- Vi står over to kampe ikke dårligere, end vi gjorde mod FC Kairat fra Kasakhstan. Selv om vi er en runde længere fremme i kvalifikationen, er det min bedste overbevisning, at opgaven er på niveau med opgaven mod Kairat. Ruch Chorzow er presset af at skulle spille med i to turneringer samtidig, siger Lars Lungi Sørensen til klubbens hjemmeside.

Han advarer desuden om Ruch Chorzows dødboldsstyrke.

- Ruch Chorzow vil gerne spille fodbold, men har spidskompetencer omkring standardsituationer, hjørnespark og frispark fra siderne, som vi skal være opmærksomme på. De sparkes af kantspilleren Szewczyk, der har et giftigt venstreben, og midtstopperne og højre back går med frem. Deres anfører, Stawarczyk, er meget farlig ved standarder.

- Vi skal til Polen og lave et resultat, og jeg har ikke noget imod, at modstanderne har bolden mest. Når vi erobrer bolden, behøver vi ikke mange afleveringer i egne rækker, men skal løbe omstillinger op mod deres store forsvarere.

Første kamp spilles i Polen på torsdag, mens der er returkamp på Blue Water Arena ugen efter.