EfB-boss: Nedrykning vil være skrækkeligt
Superliga

EfB-boss: Nedrykning vil være skrækkeligt

Esbjerg kan blive endda meget hårdt ramt, hvis klubben ender med at rykke ud af Superligaen.

Esbjerg fB tabte tirsdag aften til AaB efter en nervøs præstation, men hvis der var nerver på allerede her, kan det blive helt slemt på søndag. Her mødes Esbjerg og FC Vestsjælland i en direkte nedrykningsduel. Esbjerg-holdet er aktuelt fire point foran FCV i tabellen og kan dermed sikre endnu en sæson i Superligaen med en uafgjort.
 
Men ender det med sejr til FC Vestsjælland vil afstanden mellem de to hold bare være på et point inden sidste spillerunde, hvor programmet ser værst ud for vestjyderne. Esbjerg skal på besøg på Brøndby Stadion, hvor bronzemedaljerne efter kampen med stor sandsynlighed skal uddeles på et godt fyldt stadion.
 
FC Vestsjælland har på hjemmebane en på papiret noget nemmere opgave, da modstanderen er Silkeborg IF, der forlængst er rykket ned og givetvis sigter efter sommerferie.
 
 - Det vil være skrækkeligt både sportsligt og økonomisk for os, hvis vi rykker ned. Før forårssæsonen gik i gang, meldte vi ud, at målsætningen var en placering i top seks. Set i bakspejlet var dette nok en tand for optimistisk, siger medlem af det sportslige udvalg i Esbjerg Niels Erik Søndergaard til BT.
 
Esbjerg fB solgte i vinterpausen profiler som topscorer Martin Pusic, Jakob Ankersen og Eddy Gomes. De salg kan ende med at vise sig som en dyr beslutning for vestjyderne. 
​