EfB-fans vil ændre vedtægter for at boykotte awaykort
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

EfB-fans vil ændre vedtægter for at boykotte awaykort

Blue Knights er officiel fanklub i Esbjerg fB, og på søndag afholder man ekstraordinær generalforsamling med det ene formål at ændre vedtægterne, så man kan boykotte awaykortet.

På søndag afholder Blue Knights, den officielle fanklub for Esbjerg fB, ekstraordinær generalforsamling. Der er der kun ét punkt på dagsordenen: ændring af foreningens vedtægter.

Som vedtægterne lyder nu, må Blue Knights ikke opfordre til boykot af klubbens kampe, som mange andre fanklubber ellers har gjort gennem Danske Fodbold Fanklubber.

Formand Anders Bjerring lægger da heller ikke skjul på, hvad intentionen med hele arrangementet er.

- Man kan godt sige, at hovedformålet er at deltage i den boykot, for det eneste punkt på dagsordenen er ændring af vedtægterne, siger han til tipsbladet.dk.

I vedtægterne står der nu, at Blue Knights skal "give Esbjerg fB den bedst mulige opbakning ved at skabe fest og stemning ved Esbjerg fB's kampe". Det er den formulering, der skal ændres, så man åbner op for, at man i særlige omstændigheder kan afstå derfra. Eksempelvis ved en boykot.

Der er to grunde til, at Blue Knights gerne vil ændre vedtægterne. For det første vil man gerne have muligheden for at handle, hvis man i fremtiden oplever forringede vilkår. For det andet vil man gerne stå sammen med resten af Danske Fodbold Fanklubber.

- For at vi kan vise størst mulig slagskraft, skal vi stå samlet. Det nytter ikke noget, hvis det er sporadiske bjæf. Vi skal være så mange som muligt, så derfor vil vi støtte op om DFF, siger Anders Bjerring.

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes i EfB Caféen i Blue Water Arena. Med andre ord i klubbens lokaler. Det kan måske undre, at klubben selv lægger lokaler til et arrangement, der kan føre til et boykot. Men det skal den.

- Jeg kan sagtens følge, hvad du mener. At vi bruger klubbens lokaler til at holde et arrangement, som måske på sigt kan ramme klubben. Der ligger den ting i det, at vi har en aftale om at må bruge lokalerne, så længe vi ikke afholder noget ulovligt, fortæller Blue Knights-formand Anders Bjerring, der normalt ser 20-30 mennesker til generalforsamlingerne.

- Men måske er det lidt anderledes på søndag.