Video : Tipsbladet
Superliga

EfB-talent efter startdebut: Kan fint være med

18-årige Anders Dreyer fik søndag sin startdebut for Esbjerg, da klubben lørdag tabt 1-0 til AC Horsens, men han føler fint, han kan være med i Superligaen.

Det blev til endnu et nederlag for Esbjerg fB, da AC Horsens lørdag gæstede Blue Water Arena. Med i startopstillingen for hjemmeholdet var blot 18-årige Anders Dreyer, der fik sin debut i startopstillingen. Forinden var det blevet til to indskiftninger for den målfarlige offensivspiller. Han føler sagtens, han kan være med i Superligaen.

- Jeg skal bare gå ind og spille noget fodbold, og jeg skal blive ved at gøre det, jeg er god til. Jeg skal tro på, at jeg kan sætte en modstander af i en mod en-dueller, og så skal jeg lave nogle dybdeløb. Jeg kan fint følge med, siger den snart 19-årige offensivspiller.

Anders Dreyer har scoret 21 mål i 16 kampe for Esbjergs U19-hold, men han har endnu til gode at få netmaskerne til at blafre på seniorplan.

- Jeg kan mærke, at jeg nu møder spillere, der er hurtigere og mere rutinerede i duellerne, end jeg er vant til. Vi skulle have scoret i vores gode periode i første halvleg, hvor vi efter min mening styrede alt og havde chancerne. Efter pausen var spillet mere frem og tilbage, og så fik de et mål på deres eneste chance ved et hjørnespark, siger Anders Dreyer.