EfB: Vi kunne godt selv se, at vi trængte til at opgradere scoutingen
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

EfB: Vi kunne godt selv se, at vi trængte til at opgradere scoutingen

Med ansættelsen af Lars Justesen som assistent er Michael "Mex" Pedersen blevet ansat som chefscout. Dermed styrkes et område i klubben, som har trængt til at blive opprioriteret.

Jonas Dals tidligere assistent Lars Justesen er fulgt med til Esbjerg, hvor han afløser klublegenden Michael "Mex" Pedersen i trænerteamet. "Mex" bliver i stedet chefscout i klubben, og dermed rykker EfB sig på et område, som trænger til det.

Klubben har gennem længere tid fået kritik som sine indkøb og for ikke at erstatte frasolgte profiler godt nok. Med omrokeringen af "Mex" opdraderer man den del af klubben, som EfB ikke længere skal sætte sin lid til utilknyttede scouts. Man har nemlig godt selv kunnet se, at området haltede. Interview med administrerende direktør Søren Poulsen.

Hvorfor har I valgt lige netop det setup med ”Mex” som chefscout og Justesen som assistent?

Fordi vi har meldt ud før, at scoutingområdet har været et indsatsområdet for os, som vi rigtig gerne vil gøre noget ved. Det har vi så arbejdet lidt på hen over julen; hvordan vi i 2016 skulle få det organiseret og sat i søen. Vi har jo ikke haft et setup internt i huset, som har kunnet håndtere de her ting. Det er så det, vi gerne vil prøve at gøre med den model her. Da muligheden med Lars Justesen så opstod, kiggede vi på den helhedsløsning, som er muligheden, vi kan lave. Derfor ender det ud i den model her.

Var det Jonas Dal, der kom og spurgt, om I ikke kunne ansætte Justesen?

Det ved jeg ikke. Det er jo et naturligt forløb, når vi begynder at snakke om de muligheder. Hvem har kompetencerne til at lave det her? Driveren i det her har jo været at få løst den her scouting-model, og der har vi set mange veje for, hvordan det kunne lade sig gøre. Man må sige, at trenden er jo, at man har sådan noget in house. Alternativet ville jo være, at vi skulle forlade os lidt på de her ”uafhængige” scouts, som render rundt og arbejder i forskellige markeder eller andre steder, men som et eller andet sted er tilknyttet flere klubber eller på anden vis har nogle andre interesser. Der har vi valgt at sige, at det har været vigtigt, at det datagrundlag og informationsniveau, vi begynder at få kortlagt og indsamlet i EfB, er EfB's ejendom og ikke en eller anden scout, som måske også samarbejder med andre klubber. Det har været vigtigt for os, og der er vi helt sikre på, at "Mex" har de kompetencer, så det var vi glade for, at han sagde ja til.

Det er vel også det, I har manglet førhen?

Ja. Det er jo ikke sådan, at nogle af de ting, som folk forholder os lidt kritisk hen over 2015 omkring det med spillere og sådan noget... Det er jo ikke sådan, at vi ikke selv kan se tingene internt. Det er ikke sådan, at vi har været uenige i, at vi har haft et område, som trængte til at blive opprioriteret. Det er jo også derfor, vi har truffet den her beslutning.

Skal det ses i forlængelse af indkøbene i sommer og ønsket om at styrke klubbens sportslige setup i fremtiden? (Dengang blev indkøbene meldt ud som værende en investering, der skulle gøre klubben konkurrencedygtig omkring top 6 i den nye Superliga-struktur fra næste sæson)

Nu gik Victor Palsson jo i stykker relativt hurtigt, ellers så havde han jo forhåbentlig også været en forstærkning til startelleveren. Vi har manglet Jeppe (Andersen, red.), og vi har manglet Ryan (Johnson Laursen, red). Men det er klart, at det her er ikke lavet udelukkende til den korte bane. Det er lavet allermest til den lange bane og den fremtid, der venter. Det er også kortlægning af vores egen talentmasse ned gennem systemerne, så vi kan se, hvad der kommer, og hvordan vi skal implementere det, og hvilke huller det giver i førsteholdstruppen. Så vi hele tiden er mere på forkant med det, end vi har kunnet være indtil videre.