Video : Tipsbladet
Superliga

Effektive FCK knuste Esbjerg

FCK knækkede Esbjerg på en stærk anden halvleg og vandt sikkert 4-1.

FCK skulle forsøge at rejse sig ovenpå sidste uges blamage mod Hobro, da de var på besøg i Esbjerg.

Og især Baskim Kadrii virkede tændt fra start. Allerede efter et minut testede han Jeppe Højbjerg, der tabte bolden, som smuttede til hjørne.

Til gengæld var Thomas Kaminski i målet i den anden ende heller ikke helt vågen fra start og tre minutter senere tabte han også et frispark, men Kevin Mensah sendte returbolden forbi.

FCK dominerede første halvdel af første halvleg rent spillemæssigt, mens Esbejrg lurede på omstillingerne. Jesper Jørgensen var tæt på at udnytte en kontra efter et lille kvarter, da kuglen blev sendt fladt på tværs i feltet, men hans afslutning tog en fremstormende FCK-forsvarer.

20 minutter senere gik det ikke helt så heldigt i FCK-bagkæden, da Jeppe Andersen sendte bolden på tværs fra højre side. Mick van Buren stoppede den, og Kevin Mensah bragede bolden fladt ind ved forreste stolpe til 1-0 føring for hjemmeholdet. Hjørneflaget fik et karatespark i eufori, og så var der jubel på tribunerne i Esbjerg.

Efter pausen var Bjørn Paulsen første mand til at blive farlig, da han flugtede første gang på en skidt clearing af Thomas Kaminski. Bolden røg dog et stykke over.

FCK spillede ikke fremragende, men så blev Federico Santander pludselig sendt i dybden efter en time. Han oversprintede fuldstændig stakkels Daniel Stenderup, der halsende efter kunne se Santander hakke udligningen ind ved forreste stolpe med ydersiden.

Så knækkede Esbjerg. Seks minutter senere lavede kampens bedste Esbjerg-spiller, Marco Lund, straffespark, da han lidt uheldigt ramte bolden med armen. Nicolai Jørgensen udnyttede sikkert fra kridtmærket og gjorde det til 2-1.

Bolden var nærmest ikke givet op, før FCK igen strøg mod Esbjergs mål. Federico Santander vippede et fladt indlæg op til sig selv og hamrede bolden op i nettaget til 3-1. Et sublimt mål af angriberen.

3-1 blev også til 4-1 efter 81 minutter, da Nicolai Jørgensen helt uhindret kunne sparke bolden i mål efter et smukt FCK-opspil.

Mere blev der ikke scoret, og FCK cementerede derfor førstepladsen i Superligaen, mens Esbjerg fortsat er nummer 11.