I denne uge kårer Tipsbladet Efterårets Profil i Superligaen. Som opvarmning præsenterer Tipsbladet de 14 spillere, der for et år siden fik stemmer i 2015-afstemningen.
Otte af de 14 spillere, der sidste efterår fik stemmer til Efterårets Profil, har skiftet klub, og nytårsdag bliver Thomas Delaney den niende med sit skifte til Werder Bremen.
Lukas Spalvis, AaB
41 point
Nuværende klub: Sporting Clube (skiftede i juli)
Efteråret 2016: 0 kampe
Lukas Spalvis havde et besværligt forår, hvor han en overgang blev sat på bænken af Lars Søndergaard og ikke var i nærheden af det høje, effektive niveau fra efteråret 2015.
Den litauiske angriber var så uheldig at blive skadet omkring skiftet til Sporting og blev opereret i slutningen af juli. Forventes tilbage i januar.
2: Thomas Delaney, FC København
37 point
Nuværende klub: FC København (skifter til Werder Bremen til januar)
Efteråret 2016: 27 kampe og 8 mål for FC København
5 A-landskampe for Danmark
Thomas Delaney har gjort en god figur for FC København og er i løbet af 2016 blevet en spiller, man begynder at regne med på et ustabilt landshold. Blev i sommer købt af Werder Bremen, der har kontrakt med den centrale midtbanespiller fra nytår.
3: Rasmus Falk, OB
25 point
Nuværende klub: FC København (skiftede i juli)
Efteråret 2016: 27 kampe og 6 mål for FC København
Rasmus Falk skiftede på fri transfer til FC København efter et hårdt forår, hvor han ikke var populær i Odense efter i januar at have valgt hovedstadsklubben.
En hjernerystelse i slutningen af august satte Falk tilbage efter en åbningsmåned, der var en af Falks bedste nogensinde.
4: Johan Absalonsen, SønderjyskE
19 point
Nuværende klub: SønderjyskE
Efteråret 2016: 18 kampe og 1 mål for SønderjyskE
Johan Absalonsen var en stor profil på vejen mod SønderjyskE’s sensationelle sølvmedalje i sidste sæson. Den hurtige kantspiller gjorde en god figur i sønderjydernes nær-kvalifikation til Europa League-gruppespillet.
5: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland
18 point
Nuværende klub: Celtic (skiftede i januar)
Efteråret 2016: 21 kampe for Celtic
Han har spillet mod – og tabt til – Lionel Messi, fået en uafgjort mod Manchester City og Sergio Agüero og ligger til at blive skotsk mester igen. På landsholdet har midtstopperen været reserve under Åge Hareide.
6: Nicolai Jørgensen, FC København
12 point
Nuværende klub: Feyenoord (skiftede i juni)
Efteråret 2016: 21 kampe og 12 mål for Feyenoord
4 kampe for Danmarks A-landshold
Feyenoord presser med Nicolai Jørgensen som angriber på i toppen af Æresdivisionen og slog tidligt på efteråret Manchester United i Europa League. Der er blevet mere stille omkring angriberen på det seneste, og målene på landsholdet har manglet.
7: Nicolaj Thomsen, AaB
6 point
Nuværende klub: Nantes (skiftede i juni)
Efteråret 2016: 13 kampe og 1 mål for Nantes
Thomsen har været inde og på det seneste en del ude på Nantes’ hold, der ligger i bunden og har svært ved at score mål. Overgangen til Ligue 1 har indtil videre været svær, delvist på grund af en skade midt på efteråret, efter en drømmedebut i Ligue med det enlige mål i åbningskampen mod Dijon.
8: Tim Sparv, FC Midtjylland
5 point
Nuværende klub: FC Midtjylland
Efteråret 2016: 2 kampe for FC Midtjylland
Tim Sparv er netop kommet tilbage på banen, efter et springerknæ sendte ham ud i juli og fik FCM til at afskrive resten af halvsæsonen på finnens vegne. Sparvs betydning har været tydelig i hans fravær i efteråret – her har FCM haft det svært mod holdene fra bedste halvdel af Superligaen, selvom man selv ligger med fremme.
8: Riza Durmisi, Brøndby IF
5 point
Nuværende klub: Betis (skiftede i juni)
Efteråret 2016: 6 kampe for Betis
4 kampe for Danmarks A-landshold
Backen har været fast på det danske landshold, mens spilletiden på et udfordret Betis-hold er kommet og gået. Venstre backen udviser fortsat stort potentiale og plads til defensiv forbedring. Har to gange indkasseret seks mål, i debuten mod FC Barcelona og i sin seneste kamp, mod Real Madrid i oktober.
8: Bruninho, FC Nordsjælland
5 point
Nuværende klub: FC Midtjylland (lejet i august efter skifte til Kina i januar)
Efteråret 2016: Bruninho har ikke scoret et mål i en betydende fodboldkamp siden 25. oktober 2015, hvor han lavede to mål på AaB’s Nicolai Larsen. Opholdet i kinesiske Guangzhou var alt andet end en succes, og i Herning har manglende form og et par skader hidtil forhindret et meningsfyldt bidrag i denne sæson.
11: Rasmus Festersen, OB
3 point
Nuværende klub: OB
Efteråret 2016: 14 kampe og 2 mål for OB
Rasmus Festersen scorede flittigt i sidste sæson og i forrige for FC Vestsjælland, men i denne sæson lider angriberen både under Rasmus Falks skifte til FC København og det fynske holds generelle nedtur.
12: Thomas Enevoldsen, AaB
2 point
Nuværende klub: AaB
Efteråret 2016: 9 kampe og 1 mål for AaB
Det har været et meget frustrerende halvår i Aalborg og Enevoldsen. Han ramte i 2015 et niveau, der gav mindelser om de glade dage før skiftet væk fra AaB, men uden Lukas Spalvis har spillet ikke fungeret for den offensive midtbanespiller.
13: Daniel Amartey, FC København
1 point
Nuværende klub: Leicester City (skiftede i januar)
Efteråret 2016: 16 kampe for Leicester
FC København scorede jackpot på den unge ghaneser i januar, da Leicester var på vej mod det engelske mesterskab. Nu er Daniel Amartey engelsk mester og har mødt sine gamle venner i FC København to gange i Champions League. Amartey har endnu ikke overbevist om, at han overflødiggør N’Golo Kanté, hvilket der næppe heller er nogen, der forventer efter franskmandens unikke spil i Leicester.
13: Rodolph Austin, Brøndby IF
1 point
Nuværende klub: Brøndby IF
Efteråret 2016: 13 kampe for Brøndby IF
Der var sidste efterår håb i Brøndby om, at Rodolph Austin kunne være den nødvendige modvægt til Brøndby offensive, boldbesiddende stil. I sommer blev Alexander Zorniger cheftræner, og Austin passer mildest talt ikke til tyskerens midtbaneprofil, der vægter adræte, hurtige spillere, ikke en tung, defensiv midtbanespiller som jamaicaneren, der har været indskifter i 10 af sine 12 kampe. Austin ligner en spiller, der kan ryge videre i transfervinduet til januar.
Sådan foregår afstemningen
Hver Superliga-træner giver Tipsbladet sin top 5 over efterårets bedste spillere med fem point til bedste spiller, fire point til næstbedste spiller, og så fremdeles.
Der er frit valg blandt de 13 andre klubbers spillere – træneren må ikke stemme på sine egne spillere.
Præstationer i foråret eller tidligere må ikke indregnes i trænernes vurderinger af Efterårets Profil.