Superliga

Elfsborg klar til at slippe Jesper C.

Jesper Christiansen vil hjem til Danmark for at komme tættere på sine to børn, og hans klub Elfsborg vil ikke stå i vejen.

OB vil have Jesper Christiansen, og den 33-årige målmand ønsker også selv at komme væk fra Elfsborg for at komme tættere på sine to børn, der bor i København.

Den tidligere FCK-målmand har ikke selv haft nogen kommentarer til historien om OB, mens fynboernes sportsdirektør Poul Hansen har bekræftet, at Christiansen da er en spændende målmand. Elfsborg melder dog nu ud, at de er klar til at give slip på Christiansen, hvis de bliver ordentligt betalt for at slippe ham to år før, hans kontrakt udløber.

- Vi vil naturligvis ikke stoppe Jesper i sådan et ønske, men vi vil tage os betalt, så vi kan skaffe en ny målmand, siger Elfsborgs direktør Bosse Johansson i følge

Expressen.

Jesper Christiansen kom til Elfsborg fra FCK for halvandet år siden. Han har tidligere optrådt for OB fra 1998 til 2000.