Elmander om Esbjerg: Et svært sted at spille
Illustration
Superliga

Elmander om Esbjerg: Et svært sted at spille

Svenske Johan Elmander er godt klar over, at det bliver en svær kamp for Brøndby, når de søndag gæster Blue Water Arena og Esbjerg.

Godt nok har Esbjerg fB ikke ramt de sidste par sæsoners højder, men Niels Frederiksens tropper er stadig et farligt hold med gode profiler som Magnus Lekven, Jakob Ankersen og Martin Pusic. Det er kun omkring tre uger siden, at Esbjerg sidst havde hjemmebane mod Brøndby, og søndag mødes de to klubber så i Esbjerg igen.

Dengang spillede Esbjerg og Brøndby 2-2 i et opgør, hvor Teemu Pukki gav Brøndby føringen i anden halvlegs første minut. Men på to minutter lukkede Brøndby to mål ind, så Esbjerg var på vej mod en sejr. Indskiftede Holmbert Fridjonsson fik dog reddet et point i land med sin scoring til 2-2 10 minutter før tid.

Johan Elmander forventer heller ikke nogen nem kamp denne søndag.

- Det er et svært sted at spille, det ved vi. Sidst spillede vi 2-2, og vi har forhåbentlig lært af den kamp, at vi ikke skal lukke to dumme og hurtige mål ind, siger Johan Elmander til tipsbladet.dk.

Den 33-årige svensker med fortid i blandt andet Galatasaray, Bolton og Feyenoord ser tilbage på en kamp, som måske i virkeligheden var et startskud for Brøndby. For de to efterfølgende opgør, der er spillet efter Esbjerg-kampen, har Brøndby vundet med henholdsvis 2-1 over AaB og i søndags med 5-0 over FC Vestsjælland. Sejrene avler selvtillid, fortæller Elmander.

- Det er meget vigtigt, at vi fik gang i målscoringen, og at vi senest scorede fem gange. Det giver jo selvtillid til hele holdet, og nu skal vi fortsætte siger Elmander.

Svenskeren har hele tiden har fastholdt, at det ikke er til at sige, hvornår holdet for alvor bliver spillet sammen. Men han peger dog på, at de seneste to kampe er et udtryk for, at holdet med mange nye er begyndt at kende hinanden bedre, og at det hårde arbejde på træningsbanen begynder at bære frugt.

- Absolut, det betyder helt sikkert noget for spillet, at vi kender hinanden. Hvis du bare ser på træningsbanen i dag (torsdag, red.), så kan du se, at vi ikke har skader, at alle træner godt, og der er god intensitet. Det er med til at højne niveauet, og det gør, at vi bedre finder hinanden under kampene, siger Johan Elmander.

Den 33-årige svensker mangler fortsat lidt for at ramme sin topform, men han nærmer sig.