Video : Tipsbladet
Superliga

Endnu en FCN-spiller skifter rygnummer

Forsvarsspilleren Mads "Mini" Pedersen går i fodsporene på Emiliano Marcondes og skifter rygnummer i FC Nordsjælland.

Der bliver jongleret med rygnumrene i FC Nordsjælland i øjeblikket.

I forrige uge skiftede offensivprofilen Emiliano Marcondes til nummer 10, og nu har endnu en spiller fået sit ønske om et nyt rygnummer opfyldt. Det drejer sig om venstre backen Mads "Mini" Pedersen, der går fra nummer 22 til nummer 5.

- Det bliver helt fantastisk at få lov at spille i nr. 5. Det er det nr., jeg har haft i hele min ungdomstid. Dengang gik jeg hele tiden og drømte om engang at spille Superliga med nr. 5 på ryggen. Og nu sker der endelig. Jeg gælder mig så vildt, og det skal fejres med en sejr over Lyngby på fredag, siger Mads "Mini" Pedersen til fcn.dk.

Klubben ser det som et velfortjent klap på skulderen til den 20-årige forsvarsspiller.

- Når vi alligevel skulle skifte spilledragt, og de to ønskenumre var ledige, er det ganske naturligt at opfylde ønskerne nu. De to spillere har begge arbejdet hårdt for det og præsteret på et godt niveau over længere tid, og så er det en fortjent belønning, når det lige passer ind, siger sportschef Carsten V. Jensen.

Mads "Mini" Pedersen kan optræde i sit nye rygnummer for første gang i morgen aften, når FC Nordsjælland møder Lyngby BK.