Enevoldsen lavede hattrick i reservekamp
Illustration
Superliga

Enevoldsen lavede hattrick i reservekamp

Thomas Enevoldsen var brandvarm for AaB og lavede hattrick i tirsdagens reserveholdskamp mod Viborg.

Thomas Enevoldsen har ikke for alvor fået gang i karrieren, siden han vendte hjem til dansk fodbold og AaB i sommer, men at den tidligere landsholdsspiller kan være på rette vej, satte offensivspilleren to streger under tirsdag eftermiddag.

Her tegnede Enevoldsen sig for et hattrick, da AaB's reservehold besejrede Viborgs ditto med tenniscifrene 6-1. AaB-profilen stod bag scoringerne til 1-0, 4-0 og 6-1. De øvrige AaB-mål blev sat ind af Mathias Wichmann, Søren Frederiksen og Kasper Pedersen, mens Danio Arrieta reducerede for Viborg.

Thomas Enevoldsen var ikke med for AaB i søndagens 1-2-nederlag til Brøndby, men ellers har han været på banen i samtlige ligakampe for de danske mestre i denne sæson. Han jagter stadig sin første scoring.