Erfaren angriber forlader Superliga-oprykker: Stopper karrieren
Superliga

Erfaren angriber forlader Superliga-oprykker: Stopper karrieren

Den tidligere landsholdsspiller Dennis Sørensen stopper karrieren.

Dennis Sørensen stopper i Lyngby Boldklub efter denne sæson. 

Det har klubben meddelt på sit website.

- Dennis er et skoleeksempel på en erfaren spiller. Han er altid topseriøs, og han har givet alt, han havde til træning og kamp. Eksempelvis kom Dennis tilbage fra vinterferien i den bedste form, jeg nogensinde har set en aldrende spiller være i. Han smadrede alle vores yngre spillere i træningen og hævede på den måde gruppen, siger Lyngby-træner David Nielsen.

- Dennis har med sin store erfaring og menneskelige kvaliteter løftet hele vores setup. Han vil blive savnet i klubben, og uanset hvilken vej han vælger nu efter karrierestoppet, så vil han være en person, som er eftertragtet. Vi skylder Dennis en stor tak og ønsker held og lykke, og vi er glade for, at han kan slutte karrieren af med at vinde 1. division og en oprykning til Superligaen, tilføjer han. 

Dennis Sørensen stopper samtidig sin aktive karriere i en alder af 35 år. Han oplyser, at han ikke har planer om at blive fodboldtræner. 

- Jeg skal først og fremmest på sommerferie, og så er jeg jo også i gang med en uddannelse på CBS, som jeg gerne vil gøre brug af. Jeg har selvfølgelig noget erfaring fra fodboldverdenen, som jeg måske kan gøre brug af, men jeg har ikke planer om at gå trænervejen. Det ville være oplagt at lave noget, der passer til min uddannelse, men det vigtigste for mig er egentlig bare, at jeg kommer til at lave noget, som er lærerigt og udfordrende, siger Dennis Sørensen.