Erfaren FCM-finne: Brøndby-kampen var min værste
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Erfaren FCM-finne: Brøndby-kampen var min værste

FC Midtjyllands Markus Halsti har spillet kontinuerligt på det seneste, og den alsidige finske landsholdsspiller kan mærke, at han bliver bedre og bedre.

33-årige Markus Halsti blev hentet til FC Midtjylland i sommer, men den tidligere Malmö FF og DC United-spiller har haft ganske svært ved at komme ind på holdet i FC Midtjylland.

Den alsidige finne, der kan spille på både midtbanen og i forsvaret, forsøgte sig i efteråret mest som defensiv midtbanespiller uden den store succes, mens det i foråret er blevet til lidt mere succes som midtstopper, hvor han har fået chancen efter salget af Patrick Banggaard og Kristian Riis' skade.

Nu har Halsti spillet fuld tid i de seneste fire kampe i streg. Fysikken er i bedring, og selv mener Halsti også, at formpilen peger op, selv om det i weekenden blev til et nederlag på 1-3 i Telia Parken, hvor Halsti i hvert fald var impliceret i målet til 0-2.

- Det er altid dejligt at spille. Det er det, alle vil. At være tre mål bagud, er ikke godt, men vi mødte de kommende vindere af ligaen. Selv når man er 33 år, som jeg er, handler det om at blive mere selvsikker og spille kampe i træk, så kommer spillet også nemmere. Det er også blevet meget bedre, synes jeg. Af de kampe, jeg har spillet, var Brøndby-kampen min værste, siger Markus Halsti til tipsbladet.dk og henviser til efterårets sidste kamp, hvor det blev til 90 dårlige Halsti-minutter som midtbanespiller mod Brøndby.

Markus Halsti fortæller, at han i FC Midtjyllands system ser sig udelukkende som forsvarsspiller, fordi klubben gerne vil spille bold, og fordi den defensive midtbanespiller skal være mere dynamisk, hvilket ikke er Halstis stærkeste side. Han er en forholdsvis langsom spiller, der har styrker i duelspillet.

- For mig personligt handler det om at spille, vinde kampe og holde målet rent. Jeg vil spille hver kamp, og mit mål er, at vi får fat i tredjepladsen og kommer i cupfinalen. Den vil vi meget gerne vinde, siger han.

Halsti er en spiller med meget erfaring, men indtil videre har han haft det svært, og FCM har ikke holdt buret rent med Halsti i midterforsvaret. Finnen har også kæmpet med et efterslæb fra de sidste par sæsoner, hvor han ikke har spillet meget på grund af skader.

- Personligt har jeg godt kunnet mærke, at jeg har manglet lidt, for jeg havde to knæskader de sidste par år, så da jeg kom til Midtjylland, manglede jeg lidt. Selv om jeg ikke spillede meget i efteråret, var jeg alligevel glad og tilfreds og imponeret af den kvalitet og det niveau, der er her. Det kan man mærke i træningen hver eneste dag - alle giver sig 100 procent. Det er meget positivt. Nu handler det for os om, at det, vi gør i træning, skal vi også have med over i kampene, så vi får dem vundet, siger han.

Markus Halsti er på kontrakt i FC Midtjylland frem til sommeren 2018.