Superliga

Esbjerg jagter skoddet dansker

Esbjerg jagter den tidligere FC Midtjylland-målmand Kasper Jensen, der er helt ude i kulden i svenske Djurgården.

Den tidligere FC Midtjylland-målmand Kasper Jensen skiftede i starten af 2012 til den svenske klub Djurgården, og danskeren bed sig hurtigt fast i start 11'eren i den svenske klub. Men så lukkede han syv mål ind i en og samme kamp, og siden har han været ude i kulden i Djurgården.

Og der er bestemt ikke meget, der tyder på, at Kasper Jensen bliver i Sverige ret meget længere. Djurgårdens cheftræner Magnus Pehrsson har tidligere kritiseret danskeren, og klubben har også hentet en ny målmand i form af nordmanden Kenneth Höie.

Så Kasper Jensen skal væk fra klubben, og i første omgang peger pilen tilbage over Øresundsbroen og til Danmark. Og den endelige destination kan meget vel blive Superliga-oprykkerne fra Esbjerg. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger viser vestjyderne konkret interesse for den 29-årige målmand.

I Esbjerg vil man hverken be- eller afkræfte, at en aftale med Kasper Jensen er tæt på at være i hus, men man erkender, at den tidligere FCM-spiller er interessant.

- Jeg kan ikke sige så meget om det. Men vi afsøger markedet og er altid på udkig efter tilføjelser til truppen. Jeg kender godt Kasper Jensen og hans situation i Djurgården, og jeg kan også godt sige, at han er en interessant spiller. Men flere kommentarer har jeg ikke, siger Esbjerg-direktør Søren Poulsen.

Esbjerg er i forvejen godt dækket ind på målmandsposten i form af Lukas Hradecky og Lars Winde, men førstnævnte har længe været på spring til udlandet og har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt, mens 36-årige Lars Winde næppe er nogen langsigtet løsning i oprykkerklubben.