Esbjerg-målmand: Vi er favoritter til at rykke ned
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Esbjerg-målmand: Vi er favoritter til at rykke ned

Når man ender sidst i grundspillet, må man finde sig i at være favoritter til at rykke ned, mener Jeppe Højbjerg, der dog ser muligheder for hurtigt at vende det dårlige udgangspunkt.

Superligaens grundspil er slut, og Esbjerg fB endte allersidst. Det er facit efter sæsonens første 26 kampe, men heldigvis for vestjyderne har de i første omgang seks kampe til at rette op på det.

De kampe skal spilles mod Randers FC, AC Horsens og OB, og Esbjerg skal hente henholdsvis fem og fire point på de to sidstnævnte, hvis holdet skal undgå knald eller fald-kampene mod nedrykning.

Med sæsonens hidtidige præstationer må EfB'erne dog erkende, at de er det pt. bedste bud på en nedrykker, mener målmand Jeppe Højbjerg.

- Vi er vel favoritter til at rykke ned, når vi slutter sidst i grundspillet. Men omvendt er den nye struktur sådan, at hvis vi eksempelvis møder Horsens i den første kamp i gruppespillet og vinder, så er der kun to point op. Det er stadig op til os selv at afgøre det, siger han til efb.dk.

Højbjerg blev kåret til kampens spiller på Blue Water Arena, da Esbjerg spillede 1-1 mod Horsens i går, søndag. Den kamp var de facto som en slutspilskamp, og Højbjerg, der får en pause fra Superligaen-bekymringerne, mens han er med U21-landsholdet, håber, at de kommende afgørende kampe kan lokke folk på stadion.

- Horsens-kampen var for os spillere lige så vigtig som de seks næste kampe i gruppespillet, og nu ved omverdenen, at det gælder. Jeg håber, der vil komme mange mennesker til disse seks vanvittige kampe, hvor der også er garanti for spænding. Vi skal gøre vores til at få så mange point som muligt, så vi har en mulighed for at undgå playoff-kampe mod nedrykning, siger han.

Første runde af slutspillet afvikles om små to uger efter landskampspausen.