Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-midt ignorerede læger: Nu kan han spille

Jesper Jørgensen fik at vide, at han skulle holde seks ugers pause efter en knæoperation. Men så længe ville hovedpersonen ikke vente.

På Esbjergs centrale midtbane havde Jesper Jørgensen i starten af sæsonen svært ved at spille sig på holdet, men mod slutningen af efteråret var han igen at finde på græsset på Blue Water Arena. Han sluttede efteråret af med en god stime af kampe, hvor holdet blandt andet vandt tre, og derfor var der lagt op til, at han i foråret skulle spille en stor rolle. 

Men så gik der noget galt.

På Esbjergs træningslejr i starten af februar blev Jesper Jørgensen skadet, og han måtte tage hjem for at blive opereret i sit ene knæ. Dommen lød på seks ugers pause, men det var fodboldspilleren selv ikke enig i. Han ville tilbage tidligere. 

Allerede i Esbjergs kamp mod Lyngby var spilletid en mulighed, men det fik han ikke. Derfor ser midtbanespilleren med nummer syv på ryggen nu frem mod holdets næste kamp, som er på fredag mod Viborg på hjemmebane.

- Jeg kunne godt have spillet 20 minutter mod Lyngby, og jeg er klar fredag. Jeg ved ikke, om jeg kan spille en hel kamp, men jeg føler mig i hvert fald klar til at starte inde, siger Jesper Jørgensen til Jydske Vestkysten.

I 2017 har Esbjerg fået fire point ud af sine to kampe. Først blev det til 3-0 mod SønderjyskE og efterfølgende fik de 0-0 mod Lyngby. Esbjergs mission frem mod grundspillets afslutning er at samle så mange point sammen som muligt, så de står stærkt til nedryningsspillet.