Esbjerg om Bille-transfer: Ved ikke, hvor historien kommer fra
Foto: EfB
Superliga

Esbjerg om Bille-transfer: Ved ikke, hvor historien kommer fra

Der er foreligger ingen bud fra Lech Poznan på Nicki Bille Nielsen, siger Esbjerg fB's administrerende direktør. Samme melding kommer fra spillerens agent.

Nicki Bille Nielsen er ikke på vej til at forlade Esbjerg fB allerede efter et halvt år i klubben, som historien gik på i går. Det fortæller administrerende direktør, Søren Poulsen.

TV3 SPORT erfarede ellers, at Esbjerg skulle være i forhandlinger med polske Lech Poznan om et transfersum. Det kender direktøren ikke noget til.

- Jeg ved ikke, hvor den historie kommer fra. Det rigtige svar er, at der ikke er noget konkret, så der ligger vi os ret meget op ad agenten, siger Søren Poulsen til tipsbladet.dk.

Agenten er Alan Hvedehave. Han sagde tidligere fredag til jv.dk, at det er usandsynligt, at Nicki Bille bliver solgt i januar. Tipsbladet.dk har også været i kontakt med ham, og han fastholder, at han heller intet kender til den polske interesse.

- Det er nyt for mig. Jeg går ud fra, at Esbjerg griber fat i mig, hvis der er noget konkret at forholde sig til, lyder svaret.

Og ifølge Søren Poulsen er der altså ikke noget at forholde sig til.