Esbjerg siger farvel til ung midtbanespiller
Superliga

Esbjerg siger farvel til ung midtbanespiller

Jonas G. Hansen var i foråret udlejet til Varde, og nu har Esbjerg og midtbanespilleren valgt at ophæve kontrakten, der ellers først havde udløb om et år.

Esbjerg fB er i gang med at forberede truppen til næste sæson i Superligaen, og den trup bliver uden midtbanespiller Jonas G. Hansen, der i samarbejde med Esbjerg har valgt at ophæve den kontrakt, der ellers først udløb om et år.

Det skriver Esbjerg fB på sin hjemmeside.

Jonas G. Hansen var i foråret udlejet til Varde IF, og han har haft svært ved at tilspille sig en plads på holdet i Esbjerg, så de to parter har besluttet at ophæve samarbejdet, så den 19-årige midtbanespiller kan finde en klub, hvor han kan få spilletid.

- Efter at have været udlejet i et halvt år, skal han nu et sted hen, hvor han kan få noget spilletid, og det er der ikke udsigt til i EfB. Derfor er vi blevet enige om at ophæve samarbejdet, så "Hansi" nemmere kan finde en ny klub. Vi takker ham for hans tid i EfB og ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger ungdomselitechef Niels Erik Søndergård til klubbens hjemmeside.

Esbjerg skriver videre, at Jonas G. Hansen i første omgang tager til FC Helsingør for at prøvetræne og måske tilspille sig en kontrakt i klubben.