Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-stopper ude i godt en måned

Andreas Nordvik står foran en pause på fire-seks uger, efter han måtte udgå med en skade mod AC Horsens.

Esbjerg-spilleren Andreas Nordvik måtte lade sig udskifte, da vestjyderne lørdag mødte AC Horsens i Superligaen, og ganske som ventet står nordmanden foran en skadespause. Nordvik har fået konstateret en fibersprængning i baglåret, og det koster nogle ugers pause.

- Normalt vil en skade af den type tage fire til seks uger, men da det ser ud til, at det er en relativt ukompliceret muskelskade, håber vi på, at han kan være klar til playoff-kampene. De første dage skal Andreas have ro og genoptræning, hvorefter vi gradvis intensiverer forløbet og bygger styrketræning og løb på, siger Esbjerg fB's fysioterapeut, Søren Møller Kristensen, til klubbens hjemmeside.

Andreas Nordvik håber at være tilbage til playoff-kampene.

- Det er selvfølgelig uheldigt, at jeg bliver skadet nu, men det havde været endnu værre, hvis det havde været i ugen før de afgørende kampe. Hvis jeg kan blive klar til playoff-kampene, vil jeg være glad, siger den norske forsvarer.

Esbjerg fB tabte 0-1 til AC Horsens.