Esbjerg-træner ærgrer sig over aflysning
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Esbjerg-træner ærgrer sig over aflysning

Lars "Lungi" Sørensen og Esbjerg fB havde glædet sig til aftenens kamp mod Lyngby BK, og derfor ærgrer det træneren, at opgøret er blevet aflyst. I stedet tager holdet en ekstra træning.

Det skulle have været rundens første Superliga-kamp, men opgøret mellem Lyngby BK og Esbjerg fB er blevet aflyst. Det skyldes, at et omfattende snefald har gjort banen i Lyngby uforsvarlig at spille på.

I Esbjerg skulle holdbussen først af sted omkring middag, så holdet nåede trods alt af modtage beskeden fra Lyngby, før det begav sig af sted. 

Men forberedelse handler ikke kun om transporten, og cheftræner Lars "Lungi" Sørensen ærgrer sig over, at kampen ikke bliver spillet i denne omgang.

- Vi havde forberedt os og sat os op til kampen, og så vil man gerne ud at præstere. Vi har det sådan, at vi alle godt kan lide at spille fodbold. Nu skal vi have informeret truppen, og så går vi ud og træner i stedet for, siger han til efb.dk.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår den aflyste kamp skal afvikles. Begge klubber oplyser på deres hjemmesider, at de i samarbejde med DBU og Divisionsforeningen arbejder på at finde en ny dato hurtigst muligt.

Endnu er ingen andre kampe i Superligaen blevet aflyst på grund af snefaldet.