Esbjerg vil spolere festugen i Århus
Superliga

Esbjerg vil spolere festugen i Århus

Esbjerg er inde i en god periode, og jagter sejr i en vigtig kamp, når AGF tager imod i festkulisse.

Fredag venter en underholdende affære i Alka Superligaen, når AGF og Esbjerg brager sammen. En kamp der spilles i festlige rammer i Århus Festuge, og der forventes af samme grund mere end 13.000 tilskuere på lægterne på Ceres Park. Samtidig går AGF-mandskabet ind til kampen med en god start i bagagen, hvor holdet blot har tabt en enkelt gang. 

I Esbjerg har man dog fået fornyet tro på tingene i de seneste runder, og jagter ny succes i Århus i fredagens kamp. Det understreger cheftræner Michael Pedersen, der dog forventer en svær opgave: 

- AGF er spillemæssigt et godt fungerende hold med mange rutinerede spillere, der er rolige i deres boldomgang. Holdet angriber med mange spillere og skaber mange chancer, men giver også en del chancer væk. Vi skal spille med og formå at straffe AGF på de rigtige tidspunkter, siger Michael Pedersen til klubbens hjemmeside og understreger: 
 
- Når jeg ser vores kamp mod FC Midtjylland igen, er det kendetegnende, at vi i store dele af kampen er i kontrol. Vi mødte et stærkt og sat hold, og da vi blev sat under pres i de første 10 minutter af anden halvleg, formåede vi atter at spille os ind i kampen og have bolden væsentligt mere end modstanderne. Der er mange måder at være i kontrol på, vi var det ved at være i stand til at fastholde bolden, og det giver selvtillid. Jeg kan se, at holdet vokser. Vi kom bagud på et træls mål mod Midtjylland, men arbejdede os i fællesskab tilbage, og der blev løbet mange meter for holdet, udtaler cheftræneren.
 
Der er kampstart klokken 18:00 fredag aften.