Superliga

Evig OB-reserve: Muligt med flere kampe

OB's Timmi Johansen håber på flere kampe i den stribede trøje.

Når OB fredag møder HB Køge i vinterens første træningskamp, bliver det med al sandsynlighed med Timmi Johansen på venstre back.

Det normale førstevalg Bashkim Kadrii er af sted med det danske ligalandshold, og derfor håber reserven at få chancen for at vise sit værd.

- Jeg får forhåbentlig fuld spilletid. Så vil jeg vise mit bedste frem, så træneren kan se, hvad jeg kan. Jeg vil prøve at komme godt med frem i banen og selvfølgelig også sørge for at få dækket banen ordentligt af. Men jeg vil prøve at gå meget med frem, siger Timmi Johansen til OB's hjemmeside.

Timmi Johansen har fået meget begrænset spilletid for OB, siden han kom til klubben i sommeren 2008. Han håber dog, at det bliver til flere spilminutter i foråret.

- Jeg skal gerne spille nogle flere kampe, end det er blevet til hidtil. Sådan som jeg har gjort det i opstarten burde det være muligt, men det er ikke mig, der bestemmer det, jeg kan blot gøre mit bedste til træning og når jeg får chancen, fastslår Timmi Johansen.

Venstrebacken har kontraktudløb med OB i sommeren 2013.