Færøsk U-landsholdsspiller bekræfter: Jeg skifter til Brøndby
Det har været et stort 2017 indtil videre for Símun Sólheim, må man formode. Først var den 16-årige HB Torshavn-spiller med Færøernes U17-landshold til EM i april, og denne sommer skifter han til Brøndby IF.
Det bekræfter den unge færing selv over for det lokale medie Norðlýsið. Det var åbenbart netop ved U17-EM, at de danske sølvvindere fik øjnene op for spilleren.
- Jeg skifter til Brøndby. En talentspejder fra Brøndby har set mig spille i Kroatien (hvor EM foregik, red.) for U17-landsholdet. Planen er, at jeg skal spille på det bedste U17-hold i Brøndby, siger Símun Sólheim til Norðlýsið.
Sólheim, som er midtbanespiller, fik to kampe ved nævnte U17-EM. Færøerne tabte alle tre kampe ved turneringen: 2-0 til Skotland, 7-0 til Frankrig og 4-0 til Ungarn.
Den forestående transfer af den unge HB Torshavn-spiller blegner dog noget i forhold til det klubskifte, som Brøndby præsenterede tidligere mandag. Det var Randers FC's Kasper Fisker, der skifter til klubben på en treårig aftale.