FC Helsingør bliver straffet for dårlige pølser
Getty/Lars Ronbog
Superliga

FC Helsingør bliver straffet for dårlige pølser

Det kommer til at koste en bøde og en sur smiley, at FC Helsingør ikke havde pølserne nedkølet i kampen mod FC Midtjylland.

Få ting i verden er bedre end en stadionplatte, der er serveret perfekt. Sennep, ketchup, grillet pølse og et blødt brød.

Knap så lækkert er de til gengældt, hvis pølsen er halvdårlig efter at have været opbevaret for varmt. 

Derfor kigger Fødevarestyrelsen jævnligt forbi de danske Superliga-stadions for at tjekke op på, om pølserne er kælderkolde eller håndvarme, inden de smides på grillen.

Desværre var sidstnævnte tæt på at være tilfældet, da FC Helsingør havde besøg af FC Midtjylland, opdagede Fødevarestyrelsen.

Derfor valgte de at stoppe salget af pølser undervejs i kampen.

I sig selv en stor straf for den nye Superlige-klub, at de måtte se tilskuerne forlade grillen nedslåede undervejs i kampen. Men nu har de fået yderligere en straf i tillæg.

Klubben har fået en bøde på 10.000 kroner samt en sur smiley for at have opbevaret pølserne i en kølecontainer, der var 19,2 grader.

Alle pølserne fra den famøse kølecontainer er siden blevet smidt ud, mens FC Helsingør ikke længere har en elitesmiley til at hænge på grillen. 

Hele kontrolrapporten fra Helsingør Stadion kan ses her