FC Helsingør: Dyrt at spille playoff-kampe
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

FC Helsingør: Dyrt at spille playoff-kampe

Det kommer til at koste for FC Helsingør at gøre stadion klar til playoff-kampene.

FC Helsingør møder onsdag Viborg på hjemmebane, men klubben mangler blandt andet et stadion spot-lys, der kan lyse banen tilstrækkeligt op, så kampen kan blive sendt på tv.

Det kommer til at koste lidt under 200.000 for klubben at sætte et sådan lysanlæg op. Derfor har klubben søgt tilskud hos kommunen for at hjælp til at dække udgifterne, så klubben ikke skal stå for hele betalingen.

Hvorvidt kommunen vil hjælpe klubben, vi blive besluttet på et ekstraordinært møde i økonomiudvalget i Helsingør Kommune.

Hvis kommunen ønsker at hjælpe, så vil de støtte fodboldklubben med 70.000 kr. fra en såkaldt eventpulje.

- Det er præcis, hvad der er tilbage i eventpuljen, efter vi har disponeret til de ting, vi skulle, siger Jens Bertram til jp.dk.

Direktør i FC Helsingør, Janus Kyhl, håber, at kommunen vil bakke op, selvom klubben er i stand til selv at dække udgiften.

- Vi er selv i stand til at betale det, men det er klart, at det ikke er sjovt for os. Vi har en lille økonomi, og det er dyrt at spille en play-off kamp for os. Der er mange ekstra omkostninger forbundet med bl.a. sikkerhed - så det er ikke billigt at få et eventyr som vores, men det er det hele værd, siger Janus Kyhl.

FC Helsingør sikrede sig en tredjeplads i 1. division i den sidste spillerunde foran FC Roskilde og har dermed kvalificeret sig til play-off kampene og muligheden for at spille sig i Superligaen.