FC København og Brøndby spiller tidlig pokalkamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC København og Brøndby spiller tidlig pokalkamp

Pokalkampen mellem FC København og Brøndby IF bliver et opgør, der spilles tidligt på dagen, hvis politiet får sin vilje.

Når FC København og Brøndby IF mødes i DBU Pokalen enten onsdag den 25. oktober eller torsdag den 26. oktober, bliver kampen spillet tidligt på dagen.

Det er Københavns Politi, der ønsker, at opgøret skal spilles tidligt på dagen, fordi der tidligere har været ballade på tilskuerpladserne i kampe mellem to hold. Senest fra FC Københavns udebaneafsnit i Brøndby, hvor kampen var afbrudt i omkring et kvarter, mens flere kom til skade under uroligheder.

Forklaringen er, at der skal være to timers dagslys, når kampen er afsluttet.

Selv hvis Divisionsforeningen og rettighedshaverne er uenige, kan der fra politiets side udstedes et påbud om, hvornår kampen skal spilles.

- Når vi har krævet Superligakampen mellem de to klubber afviklet kl. 12.00 ugen efter (5. november), vil det være underligt, hvis vi ikke samtidig kræver pokalkampen afviklet i dagtimerne. Som udgangspunkt skal den kamp afvikles med kampstart kl. 13.-13.30, siger Peter Dahl, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Som Peter Dahl berører i citatet, mødes de to klubber i Superligaen den 5. november, ligeledes i Telia Parken, og efter balladen i opgøret i Brøndby, der blev spillet klokken 18.00 i august, har man altså valgt, at den kamp skal spilles allerede klokken 12.00.

Selv om det er i en hverdag, spilles pokalkampen altså også tidligt.