FC København siger farvel til belgisk keeper
Foto: Astrid Dalum/Polfoto
Superliga

FC København siger farvel til belgisk keeper

Lejeaftalen med FC København bliver ikke til en permanent aftale.

Målmand Thomas Kaminski er færdig i FC København, når lejeaftalen med de danske mestre udløber efter denne sæson.

Det bekræfter FC København på klubben hjemmeside.

Dermed får lejesvenden fra Anderlecht ikke en permanent aftale med FC København, som ellers kollega Robin Olsen har fået. Kaminski må så vende tilbage til den belgiske klub, hvor der i øvrigt er meldinger om, at han heller ikke figurerer i planerne.

- Jeg har haft en rigtig god tid i F.C. København, hvor jeg har været med til at vinde titler og udviklet mig meget. Jeg har haft det rigtigt godt med mine holdkammerater og staben, og især med mine dygtige målmandskolleger og Anton Scheutjens, som jeg har lært meget af. Jeg skal nu ud og spille mere fast, men tager en masse gode minder med videre og vil altid være stolt af, at jeg var en del af holdet her, siger Thomas Kaminski til klubbens hjemmeside.

Med Stephan Andersen tilbage fra sin alvorlige skade, med Robin Olsen på en permanent kontrakt og med Kim Christensen som en erfaren gardering, er der således ikke plads til belgieren, der spillede en vigtig rolle i FC Københavns pokaltriumf.

- Thomas spillede især en stor rolle, da vi vandt pokalturneringen, hvor han leverede stærke præstationer undervejs. Han er en dygtig, arbejdsom og meget professionel ung målmand, som stadig kan blive endnu bedre, men det kræver mere kontinuerlig spilletid, og det bliver meget vanskeligt i F.C. København i den kommende sæson. Derfor er det bedst for ham at prøve sig af et nyt sted, siger Ståle Solbakken.

Keeperen var på mål så sent som torsdag aften, hvor FC København vandt 4-1 ude over Esbjerg.