FC Midtjylland vil forlade børsen - og låner penge af ejeren
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

FC Midtjylland vil forlade børsen - og låner penge af ejeren

FCM Holding vil forlade børsen - og klubben optager også et lån på 25 millioner kroner hos ejer Matthew Benham.

Slut med at være en børsnoteret virksomhed i FC Midtjylland. Superligaens tophold - der præsenterede et underskud på godt 30 millioner kroner for sidste halvår af 2014 - ønsker ikke længere at være på børsen, det skriver klubben på sin hjemmeside.

Bestyrelsen i FCM Holding, der står bag FC Midtjylland og FCM Håndbold, foreslår nemlig, at FCM Holding skal forlade GXG Markets, hvor klubben er børsnoteret. Forslaget skal behandles og vedtages på en generalforsamling den 27. marts, og det ventes at falde på plads, da det ganske givet er ejer Matthew Benhams ønske. Han har også aktiemajoriteten.

- Det koster både penge og kræfter at være en børsnoteret virksomhed, og for vores vedkommende er omkostningerne uforholdsmæssigt store i forhold til de fordele, vi har ved at være noteret på GXG Markets, siger FCM's bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen.

- En afnotering vil give virksomheden mulighed for at allokere flere penge til at opnå de langsigtede planer og strategier for FC Midtjylland og FCM Håndbold. Vi vil hellere bruge penge på at udvikle forretningen end at være noteret på børsen, uddyber Rasmus Ankersen.

Hvis klubben vedtager, at man skal forlade børsen, vil alle aktionærere få et tilbud om at sælge deres aktier i selskabet, men ejer Matthew Benham ser gerne, at aktionærerne holder fast i aktierne.

- Det er vigtigt, at klubben bevarer de stærke bånd til egnen og lokalsamfundet og ikke mindst tilhængerne i FC Midtjylland og FCM Håndbold. Beholder man sine aktier, kan man deltage i fremtidige generalforsamlinger og dermed tage aktiv del i virksomhedens udvikling og fremtid. Det er vigtigt for mig, at vi er sammen om projektet, og at vi sammen bygger videre på det fundament, vi står på, siger Matthew Benham.

Samtidig har klubben skrevet i en fondsbørsmeddelelse, at man optager et lån på 25 millioner kroner af ejer Matthew Benham. Lånet skal ganske givet dække det store underskud, som klubben for nyligt præsenterede.

- Lånet optages til almindelige selskabsmæssige formål i koncernen samt med det formål at styrke Selskabets kapitalberedskab, skriver klubben i meddelelsen.