FC Nordsjælland afviser salg af profiler
Illustration
Superliga

FC Nordsjælland afviser salg af profiler

FC Nordsjælland afviser at sælge Anders 'AC' Christiansen samt Uffe Bech på trods af bud på de to profiler.

Transfervinduet nærmer sig lukketid. Og netop denne tid giver ofte anledning til en lang række opsigtsvækkende handler. Men sådan bliver det ikke for FC Nordsjællands vedkommende. 

Klubben ønsker nemlig at holde på sine profiler, og derfor slår klubejer, Allan K. Pedersen, fast, at FC Nordsjælland hverken sælger Uffe Bech eller Anders 'AC' Christiansen inden transfervinduet lukker i ved midnatstid. Det er på trods af, at interessen har været stor for netop de to spillere. 

- Jeg vil ikke kommentere på klubnavne, men jeg vil gerne bekræfte, at der i en længere periode har været en stor interesse fra Holland for AC, men vi ønsker ikke at sælge, siger Allan K. Pedersen til BT.

- Vi ønsker at udvikle ham her i FC Nordsjælland, og det har han god mulighed for. Vi har rykket ham ned på den defensive midtbane, og det ser rigtig spændende ud. Den udvikling vil vi gerne fastholde her hos os, siger han.

Den samme melding gør sig gældende, når snakken falder på Uffe Bech, som Kasper Hjulmand i flere omgange har forsøgt at lokke til tyske Mainz.

- Selvfølgelig vil der altid være et økonomisk aspekt, men det er egentlig ikke beløbets størrelse,det handler om, når det kommer til interessen fra Mainz. Det handler om, at vi også for Uffe Bechs vedkommende ønsker at se hans udvikling fortsætte her hos os, siger Allan K. Pedersen til BT.