Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjælland forlænger med stortalent

Mads 'Mini' Pedersen har forlænget sin kontrakt med klubben, så den gælder frem til 2020.

FC Nordsjælland har forlænget aftalen med Mads 'Mini' Pedersen frem til 2020. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 20-årige forsvarsspiller blev for to år siden rykket op i Superligatruppen, hvor han især i den netop overståede sæson har slået igennem. 

- Mads Mini fortsætter hele tiden med at udvikle sig som spiller, og vi er meget glade for, at han også fremover har valgt at være en del af vores projekt med en Superliga-trup baseret på spillere fra egne akademier. Samtidig har han selv budt ind på flere områder i klubben og bl.a. taget ansvar for sit eget CSR-projekt. Kontraktforlængelser er altid noget særligt her i klubben fordi det betyder, at det er to parter, som har været glade for hinanden, og den udvikling og det samarbejde, som har været tidligere, siger sportschef Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv er glad for at have en aftale på plads med klubben - også selvom han på længere sigt vil prøve sig af i udlandet.

- Det var dejligt at få sat underskriften og få styr på fremtiden. Jeg har et ønske om at forsætte min udvikling som spiller og menneske. Klubben har lagt en god plan for mig selv og holdet i fremtiden, og den vil jeg gerne være en del af. Jeg har selvfølgelig en drøm om at komme til udlandet og prøve kræfter med det, og det skal nok komme en dag, når jeg er klar til det udviklingsmæssigt og personligt, siger Mads 'Mini' Pedersen.